Fra krigskorrespondent til kultfigur i vinens verden
Der er nogle vinmagere, man kan forklare med et par linjer.
Og så er der Peter.
Ham her kræver lidt mere tid.
For historien om Peter Vinding-Diers er ikke bare en vinhistorie.
Det er en historie om nysgerrighed, stædighed og en ret kompromisløs tilgang til livet.
Fra Danmark til… resten af verden
Peter bliver født i Danmark i 1943.
Men han bliver ikke hængende.
Inden vin overhovedet kommer på banen, arbejder han som journalist – og ender som krigskorrespondent i blandt andet Vietnam i 60’erne.
Det siger måske meget godt, hvad vi har med at gøre: en mand, der ikke ligefrem vælger den nemme vej.
Senere går turen til Sydafrika.
Ikke for at lave vin.
For at passe grise.
Men som det ofte sker med Peter… så tager tingene en drejning.
Han arbejder sig ind i vinproduktionen nedefra – ude i marken, i kælderen, helt tæt på det hele.
Og det er vigtigt. For han er ikke klassisk skolet. Han har ikke arvet en vingård eller fået det ind med modermælken.
Han har lært det ved at gøre det.
Bordeaux – og det første gennembrud
Efter nogle år i Sydafrika lander han i Bordeaux.
Og her begynder det for alvor at tage fart.
Han arbejder blandt andet på Château Rahoul i Graves og bliver hurtigt en del af et miljø med nogle af de helt tunge navne.
Men han passer ikke helt ind.
Han gør tingene på sin egen måde.
Og det er præcis derfor, folk begynder at lægge mærke til ham.
Det er også her, han udvikler det, der bliver hans signatur:
- En ekstrem forståelse for, hvad der faktisk sker i vinen
- En intuition, som selv topfolk i Bordeaux senere har anerkendt
Gær – den usynlige spiller, der ændrede det hele
I 1980’erne sker der noget, som i dag virker indlysende – men dengang var ret vildt.
Helt simpelt:
Vin bliver til, når gær omdanner sukker til alkohol.
Men dengang brugte mange producenter kulturgær for at sikre ensartede vine.
Stabilt? Ja.
Spændende? Ikke altid.
Peter tænker anderledes.
I 1985 laver han et forsøg på Château Rahoul:
Samme druemost. Tre forskellige naturlige gærstammer.
Tre vidt forskellige vine.
Pointen?
Gær er ikke bare teknik. Det er en del af vinens identitet.
Senere siger Denis Dubourdieu, at Peter intuitivt havde forstået noget, det tog ham 20 år at bevise videnskabeligt.
I dag er spontangæring og fokus på naturlig gær nærmest standard blandt kvalitetsproducenter.
Dengang var det… lidt af et oprør.
Ikke én vej – men mange
I 1986 bliver han optaget i Académie du Vin de Bordeaux.
En ret solid blåstempling.
Men han bliver ikke.
Det er måske meget sigende.
I stedet bevæger han sig videre – Ungarn, Spanien, Bulgarien, Chile.
Han er med til at starte Royal Tokaji Wine Company i 1989 sammen med bl.a. Hugh Johnson og spiller en rolle i genoplivningen af Tokaj.
Og så er der selvfølgelig relationen til Peter Sisseck.
De to har arbejdet tæt sammen, og Peter Vinding-Diers har haft en vigtig rolle tidligt i Sissecks vinrejse. Faktisk, var det Vinding, der introducerede Sisseck til vinen da han i de tidlige teenage år brugte sine somre hos Peter og Susie i Bordeaux. Ofte bliver relationen mellem de to beskrevet som onkel/nevø, men sandheden er vidst lidt mere fjernt-beslægtede. Dog, betragter Peter og Susie, nærmere Sisseck som en søn.
Hjemme hos familien blev det lidt forvirrende med to Peter’er – så Peters kone Susie kaldte Sisseck for “Ping”. Det er hængt ved lige siden.
Susie, familien og livet omkring vinen
Man kan ikke fortælle historien om Peter uden også at nævne Susie, der har fulgt ham verden rundt.
Hun er en kæmpe del af livet omkring Montecarrubo og hele den måde, stedet fungerer på. Det er ikke bare en vingård – det er et hjem. Et liv. En rytme.
Deres sønner har også været en del af rejsen, og selvom Peter ofte står i front, er det tydeligt, at det her er et familieprojekt. Ikke på sådan en romantisk brochure-måde. Men på den ægte måde, hvor liv og arbejde flyder naturligt sammen.
Både Anders og Hans arbejder og lever i vinproduktionens verden.
Sicilien – hvor det hele lander
I 2005 finder Peter et stykke land på Sicilien.
Ikke noget fancy. Ikke et slot. Bare jord ved foden af Etna. Stedet bliver til Montecarrubo.
Og det er… lidt specielt. Jorden består af gammel havbund, fossiler, koral og vulkansk materiale. Ja, koral.
I stedet for at følge den lokale opskrift planter han: Syrah, Merlot og Cabernet Franc.
Og vigtigst: massal selection Syrah fra Hermitage.
Ikke for at kopiere Bordeaux. Men for at udfordre terroiret.
De første marker plantes i 2010 – bl.a. Vigna Grande og Vignolo.
Samme druer. Forskellig jord. To helt forskellige vine.
En stil, der ikke prøver at imponere
I dag er Montecarrubo ikke stort. Men det er præcist.
Økologisk dyrket. Små produktioner. En stil, der balancerer Siciliens varme med noget køligere og mere struktureret. Næsten burgundisk i udtrykket.
Og måske er det hele pointen: Efter et helt liv i vin… så er han landet et sted, hvor han ikke skal bevise noget.
Bare lave vin, som han selv synes smager godt.
